Fordele ved merinould

Hvad er merinould?

Til vores strik kollektion benytter vi de bedste og mest eksklusive kvaliteter af merinould, et 100 % naturmateriale, som består af uld fra merinofåret, der tidligere har levet i Europa, men i dag primært lever i Australien, USA og New Zealand. Vi har valgt at samarbejde med et garnspinderi i Italien, hvor de har lang erfaring med at forarbejde ulden og er kendte for deres høje kvalitet. På den måde sikrer vi, at garnet og den enkelte strikbluse bevarer sin ynde og funktion længst muligt.

Vores merinould er økotex certificeret og ikke blandet med syntetiske fibre, og det er ikke er efterbehandlet med klorin* eller andre skadelige kemikalier. Garnet er et naturmateriale, der bevarer glansen, farven og styrken også efter års brug, og når tøjet en gang skal kasseres, er det 100 % biologisk nedbrydeligt. Vi arbejder med indfarvet garn og i den proces er der brugt så skånsomme kemikalier som muligt, processen foregår i et lukket system og dermed mindskes belastning af miljøet betragteligt.

Merinouldens egenskaber

Merinould har en lang række gode egenskaber. Det er et meget stærkt garn, langt stærkere end de fleste øvrige typer uldgarn, og dermed opnår vi lang holdbarhed. Andre gode egenskaber er en høj grad af åndbarhed, en høj grad af isoleringsevne og en antibakteriel funktion. Tænk på, at merinould flittigt bruges af vandrere, skiløbere og andre idrætsudøvere. Merinould er behageligt i brug også ved meget skiftende temperaturer, og det har en selvrensende funktion, hvormed man vasker det langt sjældnere end bomuld og syntetiske materialer.

Hører du til dem, der synes, at merinould kløer?

Hvis du er en af dem, der føler, at uld kløer ved berøring på kroppen, er merinould noget af den bedste uld, du kan benytte. Uldens kvalitet måles i mikron. Enheden betegner diameteren af uldfiberen i garnet – jo lavere mikrontal des finere uld. Hvis ulden er af tilstrækkelig høj kvalitet, undgår du dermed at føle kløe. Kløepunktet angives ved 28 mikron, alt derover kan afstedkomme kløe, mens alt under højst sandsynligt ikke mærkes som kløe. Det varierer naturligvis fra person til person, og er du decideret allergisk overfor uld, så gælder det nok også for merinould. Merinould produceres med et mikrontal typisk mellem 17,5 og 24 – vores merino ligger på 19,5 og er derfor blevet en favorit blandt personer, der ofte føler at uld kløer.

Se vores kollektion af strikdesign i lækkert merinould her.