Kan man overhovedet tale om tidløst strik?

Kan man overhovedet tale om tidløst strik?

Mange opfatter begrebet tidløst som klassisk, når vi taler om strik og mode. Og der er noget om snakken, klassiske ting er til at holde ud at se på lang tid frem i modsætning til udprægede modeting som f.eks. bredskuldrede blazere med skulderpuder, som vi så i 80’erne, eller som det sikkert bliver med de mange ”puffer”, vi ser på ærmer, kjoler, strik mv. lige nu. Men klassiske ting kan også blive lidt kedelige i længden…

Hvordan klassisk uden at være kedeligt?

Et af de vigtigste budskaber i debatten om bæredygtighed lige nu er, at man skal købe færre stykker tøj, men til gengæld tøj, man oplever en særlig glæde ved og derfor vil få brugt og passe på i mange år frem. Svaret må derfor være, at vi som designere forsøger at ramme en tidløs stil. Men er det overhovedet muligt at skabe en kollektion, der vil være aktuel til alle tider? Det kan man bruge lang tid til at tænke over… Vi har forsøgt at skabe tøj, der er klassisk uden at være kedeligt. Tøjet skal ose af godt håndværk, og det skal have så høj en kvalitet – i designet og i materialet, at det ældes med ynde. Jeg er dybt inspireret af Kristine Harper, der har forsket og skrevet en bog, Æstetisk Bæredygtighed, læs evt. mere her.

Tidløst design og personlig stil

Designet er enkelt, nordisk i stilen og tidløst med et twist af noget forfriskende og fås i en mangfoldighed af farver. Ideen er, at tøjet skal kunne bruges mange år frem og ikke ende bagest i skabet som kedeligt og umoderne. Det skal kunne kombineres med den øvrige garderobe til hverdag, på arbejde og til fest således, at det virkelig bliver brugt igen og igen. Har du et par bukser eller en nederdel med mønster, tern eller striber, som du er virkelig glad for, så er svaret måske at vælge en ensfarvet bluse, der matcher både det ene par bukser, men også er anvendelig til hverdag sammen med dine cowboybukser eller din lille korte sorte nederdel og høje sko, når du skal i byen. Smykker kan også gøre en forskel, når din klassiske strik skal dresses op.

Farvernes betydning for slow fashion

Farver har en stor betydning for den enkelte. Man skal kunne foretage et relativt personligt valg, så produktet passer til det øvrige i garderoben, og derudover kan det være måden at få en god og lang relation til sin strikbluse. Når vi bruger mange farver, skal vi passe på ikke at producere mere, end vi kan sælge. Derfor sørger vi for, at de lidt specielle farver i høj grad produceres efter kundeordre og ikke ligger på lager i et større antal, som vi måske ikke får solgt. 

Vi får også strikket nogle af vores styles op i farven sort, selvom det måske ikke er den mest miljøvenlige farve, da den kræver højere koncentration af kemikalier for at holde sig flot. Men det viser sig, at de fleste kvinder bruger deres sorte tøj meget oftere og meget længere end øvrige farver, og det er måske det allervigtigste, når vi ønsker at skåne klima og miljø. Der er med andre ord ikke kun én enkel sandhed i hele den vanskelige debat om bæredygtighed, men flere vinkler på dilemmaerne…

0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomTilbage til shoppen